23948sdkhjf

USA's postvæsen sætter pakker fra Kina på pause

Det står ikke klart, hvorfor postvæsenet i USA onsdag morgen har indstillet arbejdet med pakker fra Kina

Det amerikanske postvæsen (USPS) er midlertidigt stoppet med at tage imod pakker fra Kina og Hongkong.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters onsdag morgen dansk tid.

Det vil gælde, indtil noget andet meldes ud, lyder det.

Ifølge mediet CNN oplyser postvæsenet ikke, hvorfor distributionen af pakkerne indstilles. Det lyder dog, at det ikke gælder breve.

Tirsdag morgen dansk tid trådte en ekstra told på ti procent på varer, der importeres til USA fra Kina, i kraft.

USA's præsident, Donald Trump, har desuden underskrevet en ordre om at fjerne den såkaldte "De minimis"-undtagelse, der gælder for pakker, der importeres til USA.

Reglen betyder, at importører og amerikanske forbrugere har kunnet komme udenom at betale told, så længe den pågældende vare har en værdi på under 800 dollar - 5.750 danske kroner.

Ligeledes har det ikke været nødvendigt at lave kontroleftersyn af disse pakker.

Ifølge Reuters står det dog ikke klart, om Trumps afskaffelse af "De minimis"-reglen spiller en rolle i onsdagens melding fra postvæsenet.

Rammer Temu og Shein

En afskaffelse af undtagelsen ventes særligt at ramme store onlinemarkedspladser som Temu og Shein, som begge sælger en lang række varer fra legetøj til mobiltelefoner.

De er begge blevet populære i USA - blandt andet på grund af "De minimis"-reglen.

Kongressens Kina-udvalg anslog i 2023, at de to firmaer sammenlagt står for 30 procent af de pakker, der sendes til USA under reglen. Det skriver Reuters.

I samme rapport fremgår det, at halvdelen af de pakker, der hvert år ankommer til USA under "De mimimis"-reglen, er afsendt fra Kina.

Reuters har forsøgt at få en kommentar fra Temu og Shein, men de to virksomheder er tidligt onsdag morgen ikke vendt tilbage på nyhedsbureauet henvendelse.

Selv om eksperter ifølge Reuters anslår, at Trumps indgreb mod "De mimimis"-reglen vil gøre produkter fra platforme som Temu og Shein dyrere i USA, mener de ikke, at det vil påvirke efterspørgslen på platformenes produkter væsentligt.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062